Ritt Bjerregaard

Ritt Bjerregaard

”Jeg er sådan en person, der altid stiller spørgsmål til alting”

 

Hej Sundhedsvæsen møder en smilende Ritt Bjerregaard i rækkehuset på Østerbro i København, hvor hun bor sammen med sin mand. Den 74-årige politiker ser ud til at være sund og rask. Man kan ikke se, at hun i foråret var alvorligt syg.

Da interviewet går i gang hen over en kop kaffe og croissanter, står en ting hurtigt meget klart: Hele måden Ritt Bjerregaard har forholdt sig til sit sygdomsforløb er historien om en patient, der aktivt har opsøgt hjælp og rådgivning fra sin omgangskreds. Og som hele tiden har prøvet at engagere sig i og tage ansvar for sin egen behandling. For det meste er det lykkedes, men på et tidspunkt var hun så træt, at hun bare ville ”overleve.”

Sygdommen, diagnosen, behandlingen
Da Ritt Bjerregaard i februar i år konstaterer blod i afføringen, taler hun med både sin mand og en veninde om symptomerne og henvender sig så til sin egen læge, der henviser hende til en specialist. Og da mistanken om kræft i endetarmen bliver stadig stærkere, involverer hun et par af sine venner, der er læger, bl.a. en onkolog. Hun spørger bl.a. hvilken læge, de vil anbefale i hendes situation. På baggrund af vennernes anbefaling siger Ritt Bjerregaard til sygehuset at, hun vil behandles af en ganske bestemt læge, og sådan bliver det.

Vil du anbefale andre at trække på deres netværk på den måde?

– Ja, det vil jeg, også fordi man føler sig selv mere tryg ved det, og andre kender måske også ens gemyt. Jeg ville jo ikke have været til en lidt forsigtig, henholdende type. Jeg skal have en læge, der svarer ordentligt på de spørgsmål, der bliver stillet. Der er jo med læger lige så stor forskel som med andre mennesker, og det er selvfølgelig en fordel at få en, man har det godt med.

Efter grundige undersøgelser på sygehuset står det definitivt klart, at Ritt Bjerregaard har kræft i endetarmen – en besked, hun mentalt har forberedt sig på, bl.a. ved at tale med familie og venner om det. Beskeden slår hende derfor ikke ud.

Lægen giver hende to muligheder og beder hende træffe et valg:

– Jeg kan få en operation, hvor jeg får en stomi, men da kræftknuden sidder 8-9 centimeter oppe i endetarmen, så kan man også gøre det uden at jeg får en stomi, og det er der risiko ved, siger lægen. Det er ikke fordi, risikoen er så stor, men den ligger omkring 10 procent, og det betyder, at hvis syningen ikke holder, kan der gå infektion i bughulen og så er fanden løs, fortæller Ritt Bjerregaard på den usentimentale matter-of-fact-måde hele interviewet foregår.

For at kunne træffe sit valg begynder Ritt Bjerregaard at stille spørgsmål til lægen.

– Jeg er sådan en person, der altid stiller spørgsmål til alting. Hvorfor det? Er det nødvendigt? Hvad er konsekvenserne? Jeg spørger simpelthen om alt, hvad jeg kan komme i tanke om ved den samtale. Og når de nu siger det der, hvad så? Hvad er forskellen på operationerne? Og tager det ene længere tid end det andet? Sådan nogle spørgsmål, og der var fuld åbenhed og helt klare svar fra lægerne. Jeg spurgte direkte, og de svarede direkte. Ikke noget med, at de var undvigende eller at der ikke var tid. Og ellers tror jeg heller ikke, jeg kunne træffe en beslutning.

Få inspiration til gode spørgsmål

Men selvom lægerne kommer med klare svar på de spørgsmål, Ritt Bjerregaard stiller, vil de ikke komme med klare anbefalinger.

– Lægen vil ikke anbefale, om jeg skal vælge det ene eller andet, og så siger jeg, jamen, du overlader jo et valg til mig, som jeg sådan set ikke har nogen forudsætninger for at træffe. I må jo have nogen meninger om det her, og så siger han, vi har ikke flere meninger end dem jeg har fortalt dig, og ud fra det er du nødt til at bestemme dig til, hvordan vil du have det. Det er dit liv.  Og så siger jeg, jamen jeg mangler jo en autoritet her, som siger sådan og sådan. Hvad ville du selv gøre? Ja, det vil han ikke svare på. Så bryder min mand ind og siger, hvad ville du gøre, hvis det var din kone? Det vil han heller ikke svare på.

Ritt Bjerregaard ender med at vælge operation uden stomi – selvom der er en større risiko forbundet med denne operation, fordi der kan komme et hul i syningen.

– Bagefter har jeg reflekteret over, at man kan mærke nogen gange, at lægerne ikke vil påtage sig det ansvar at sige, vi anbefaler det og det, og der siger de jo selv, når man snakker med dem om det, at de kan redegøre for, hvad det er, men de kan ikke sige, om det ene er bedre end det andet, og så må man selv vælge.

Kommunikationsbrist
Operationen er gået godt, får Ritt Bjerregaard at vide, da hun vågner op. Efter en uge kommer hun hjem, men hun har det skidt.

– Jeg har så meget blod og slim, da jeg kommer hjem, så jeg ringer ind på sygehuset og spørger, om det kan være rigtigt og får så at vide, ja, det er rigtigt nok, fordi det er såret, der heler og så udstøder det de her ting, så det skal du ikke være bekymret for, det går over efter en uge eller 10 dage. Det er fordi tarmen nu skal vende sig til den nye situation, det er der ikke noget mærkeligt i.

Meldingen om, at hun bare skal tage det roligt, kalder Ritt Bjerregaard en ”kommunikationsbrist fra hospitalet”. På baggrund af beskeden fra hospitalet, tænker hun, at det er hende selv, der må komme ovenpå, men hun bliver svagere og svagere, skal hvile mere og mere, sove mere og mere og bliver mere og mere modløs.

– Det er heldigt, at jeg har en omgangskreds som den, jeg har, fordi jeg har to venner, som har fulgt forløbet, og den ene af dem er kirurg, og han ringer nogen gange og spørger, hvordan jeg har det, og der er det en fordel, at jeg beskriver mine symptomer ret præcist. Sådan må du ikke have det, siger han.

Ritt Bjerregaards læge-ven tager op på sygehuset og taler med dem, hvorefter hun bliver indkaldt med det samme. Den første læge på sygehuset konstaterer, at Ritt Bjerregaard har en infektion, men ellers er alt som det skal være. Men efter en række undersøgelser viser det sig, at der er et lille hul i syningen, og der har dannet sig en lille byld bagved på grund af infektionen.

– Jeg vil nu sige, at den læge, der tog fejl, havde kvindehjerte og kvindemod, det er det nok, til at komme hen til mig og sige, at han beklagede meget – han havde ikke været omhyggelig nok, og det ville han gerne undskylde for, det synes jeg var fint nok.

Gode råd til dig, som er pårørende

Efter undersøgelserne har vist, at der er hul i syningen er konklusionen klar: Ritt Bjerregaard skal opereres igen.

– Det kunne jeg næsten ikke klare, fortæller hun, – Men det blev jeg.

Umiddelbart før påske bliver Ritt Bjerregaard opereret. Også denne gang går selve operationen godt, men også denne gang bliver hun dårlig bagefter. Meget dårligere end hun kunne have forestillet sig.

Overlevelse
Onsdag før påske har Ritt Bjerregaard det ”meget, meget dårligt” efter den anden operation.

– Langfredag kører den helt ned. Jeg kan ikke engang drikke noget vand, og jeg kan ikke tage de smertestillende piller uden at det hele kommer op igen, og jeg har indtryk af at indvoldene kører rundt. Jeg tuder og er helt ude af den.

“Der er ingen dumme spørgsmål”

En ting er at være en aktiv patient, når man trods alt stadig har lidt overskud, men hvad gør man i sådan en situation, hvor man er helt afkræftet?

– Man gør jo ikke andet end at prøve at overleve og prøve at komme igennem. På et tidspunkt hvor det er galt med at spise, er der en læge, der siger, jamen så kan det være, at vi bliver nødt til at operere ind, så vi kan få noget mad igennem, for vi er jo nødt til at få noget mad i dig. Jeg bliver rædselsslagen, ny operation og ind her i halsen, uhh…

Ritt Bjerregaard markerer tydeligt med sit ansigtsudtryk og kropssprog hvor ubehageligt, det var.

– Det skulle jeg virkelig ikke have noget af. Jeg siger – ikke tale om! Det vil jeg slet ikke høre tale om! Der må I simpelthen komme op med noget helt andet. Jeg er helt afvisende, og det bliver så heller ikke nødvendigt.

Ritt Bjerregaard taber sig 6 kilo, men til sidst lykkes det hende at spise lidt havregrød og i takt med, at hun spiser, kommer kræfterne tilbage.

Endnu et svært valg
Efter den anden operation står Ritt Bjerregaard igen over for et svært valg: Hun skal tage stilling til, om hun vil have forebyggende kemobehandling eller ej. Kemobehandling mindsker risikoen for tilbagefald, men den er langtfra nogen garanti, og kemoen er opslidende at stå igennem. Det er et valg, hun skal træffe sammen med lægerne på onkologisk afdeling og også denne gang beder hun –  efter at have konsulteret sine venner –  om at tale med en ganske bestemt læge, der har særlig ekspertise på netop dette område.

– Hun forklarede mig, hvorfor de tilbød mig kemoen, muligheder og ulemper og hvad det var for et forløb, jeg skulle igennem. Hun var meget regulær, meget grundig og meget ordentlig, og så fik jeg en uge til at tænke mig om.

I modsætning til valget mellem stomi eller operation, hvor lægerne ikke ville anbefale det ene frem for det andet, var lægernes anbefaling denne gang klar: Vælg den forebyggende kemobehandling – det vil mindske risikoen for tilbagefald.

– Og da jeg så ringede og sagde, at jeg syntes, jeg med kemo skulle betale for høj en pris i form af alle de gener, behandlingen medfører, var hun meget ordentlig og sagde, Ritt, jeg forstår godt den situation, du er i og det valg, du har truffet.

Hvad man selv kan gøre som patient
Efter den anden operation fik Ritt Bjerregaard en midlertidig stomi, som hjemmesygeplejerskerne har hjulpet hende med at skifte, både i hjemmet i København og når hun har været i sommerhus i Kerteminde.

– Hjemmesygeplejerskerne er guld værd. Man kan også snakke med dem, hvis der er et eller andet. De er jo godt inde i det. Det var rigtig, rigtig godt. Sygeplejerskerne er så søde, og det er virkelig et enestående system.

Forbered dig til samtalen med disse redskaber

Du anbefaler, at man som patient stiller spørgsmål. Er der ellers noget man som patient selv kan gøre for at få en god behandling?

– Hvis man overhovedet har nogen pårørende eller nogen gode venner, så er det klogt, at der er i hvert fald en eller to, som et tæt tilknyttet en, og som hospitalet ved, de kan ringe til. Og om man selv kan ringe ind og få at vide, hvornår man er vågnet op, hvordan man har det, og om der er noget, de kan gøre. Ved den anden operation, hvor jeg havde det så dårligt, kunne jeg slet ikke tage telefonen eller svare på SMS’er.

Har du flere gode råd?

– Mine venner sagde jo til mig inden, og det synes jeg kan være et godt råd at give videre – sørg for at være i så god form som muligt, når du starter på et sygehusophold, fra du evt. får en diagnose indtil du kommer ind. Sørg for du får noget motion, tag en vitaminpille, tænk over, hvad du spiser. Som patient kan man jo godt have en tilbøjelighed til, når man får sådan en besked, at så synker man lidt hen og bare venter på, man kommer ind på sygehuset. Det er ikke klogt.

 

 

Gode råd fra Ritt

- Stil spørgsmål så du bedre kan træffe beslutninger om egen behandling. Stil også spørgsmål og bliv ved med det, hvis der er noget, der undrer dig

- Bed gerne om en bestemt læge, som du kender eller har fået anbefalet og som f.eks. passer til dit temperament

- Involver og træk på dit netværk, f.eks. læger eller andre sundhedsprofessionelle fra din omgangskreds, der kan give gode råd og følge dit behandlingsforløb

- Udnyt den hjælp og støtte du kan få fra din familie og pårørende. Det er godt at være to, f.eks. når man skal tale med lægen om alvorlig sygdom

- Når du får en diagnose, så sørg for at være i så god form som muligt – før du bliver indlagt på sygehuset. På den måde er du bedre rustet til opholdet

Tryk her for at læse personalets egne råd til en sikker og korrekt behandling
”Jeg har lært at være en aktiv patient”

”Jeg har lært at være en aktiv patient”

Tina Maria Brinks er kun 26 år. Alligevel har hun haft mere kontakt med det danske sundhedsvæsen, end mange har i løbet af et helt liv. For lavt stofskifte, nedbrydende antistoffer i kroppen og en hævet skjoldbruskkirtel med kræft i har ført til mange læge- og hospitalsbesøg. ”Man er sin egen bedste ven, derfor jeg har lært at være en aktiv patient,” siger hun til Hej Sundhedsvæsen.

Læs hele historien

“Det hjælper at være to”

“Det hjælper at være to”

Casper Rongsted har altid haft en stor tiltro til systemet. Men da hans 79-årige mor for anden gang skulle udskrives fra det lokale sygehus, led troen et knæk. Derfor lyder Caspers råd i dag, at man altid skal have en pårørende med sig, når man møder sundhedsvæsenet, som kan hjælpe en med at få stillet spørgsmål.

Læs hele historien

“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

Jacob Egevangs far Robert Egevang døde som 69-årig af en bristet udposning på hovedpulsåren, da lægerne stillede en forkert diagnose, overså alvorlige symptomer og ikke tog familiens bekymringer alvorligt. Spørg igen og igen til du er tryg ved, at lægen har foretaget en grundig undersøgelse og til du har fået en ordentlig forklaring på symptomerne, lyder Jacob Egevangs råd i dag til andre patienter og pårørende.

Læs hele historien