Martin Svenningsen

Martin Svenningsen

Tidligere sygeplejerske: “Aktive pårørende betyder alt”

Tekst: Julie Kofoed
Foto: Jimmy Damsgård

Martin Svenningsen fra Kjellerup husker tydeligt, hvordan han gradvist fik det værre og værre den februar-dag i 2016. Han havde samme dag fået foretaget en prostata-biopsi, som var foregået uden komplikationer, men nu var han begyndt at få kulderystninger og kvalme.

Martin havde selv en idé om, at han led af blodforgiftning, og det gav han udtryk for over for lægerne på hospitalet. Det viste sig ganske rigtigt at være blodforgiftning, som var opstået i forbindelse med biopsien.

– De kunne ikke finde ud af, hvad jeg fejlede, så jeg prøvede at trække på min erfaring og give udtryk for, hvordan jeg oplevede situationen. Jeg har altid selv arbejdet ud fra det motto, at man skal lytte til patienterne, for de er eksperter i egen krop. Derfor er det vigtigt, at patienter giver udtryk for, hvordan de har det, så man sammen kan finde frem til, hvad de fejler, siger Martin.

De pårørende kender patienten bedst
Martin blev uddannet sygeplejerske i 1970, og igennem årene har han blandt andet videreuddannet sig til narkosesygeplejerske, og i 1983 blev han oversygeplejerske på en anæstesiafdeling. I starten af sin karriere oplevede Martin, at der blandt nogle faggrupper herskede en modstand imod, at pårørende skulle være en del af sygdomsforløbet. Men ifølge Martin ændrede den opfattelse sig langsomt op igennem 1970’erne, hvor der gradvist fremvoksede en generel bevidsthed om, at sygdom hos et familiemedlem rammer hele familien.

Martin har fra begyndelsen af sin karriere arbejdet aktivt for, at der var en god kontakt til pårørende. Han har blandt andet gjort en indsats for, at pårørende kunne køre med i ambulancerne, og han har været en af drivkræfterne bag etableringen af særlige ’pårørende-rum’ på det hospital, hvor han arbejdede. Her kunne pårørende, der kom langvejs fra, opholde sig på sygehuset. For ham var det nemlig vigtigt, at de blev inddraget i forløbet.

– Jeg har altid følt, at det er vigtigt at kende patienten, og i den optik er pårørende vigtige, fordi de kender patienten bedst og kan for eksempel fortælle om deres vaner. De pårørende kan på den måde være med til at supplere det indtryk, man som sygeplejerske har af patienten. Pårørende er især en stor støtte for de patienter, som har svært ved at give udtryk for, hvad de føler og tænker, siger Martin.

– Det mærkede jeg i høj grad også, da jeg selv blev syg. Der var det vigtigt for mig at have min kone med, fordi jeg ikke selv kunne give udtryk for mine ønsker og behov på grund af min tilstand.

“Der havde jeg et øjeblik, hvor jeg gav op.”

Sygeplejersker har også brug for omsorg
Selvom Martin kunne bruge sine mange års erfaringer inden for sygeplejefaget til at kunne forudsige sin egen diagnose, oplevede han det ikke som en fordel at have en sygeplejerske-baggrund, når man bliver indlagt. Tværtimod.

– Jeg oplevede ofte, at personalet undgik at være omkring mig, og det tror jeg skyldes, at jeg er sygeplejeuddannet. Det har jeg tydeligt kunnet mærke. Jeg havde en fornemmelse af, at de tænkte, at jeg havde styr på det hele selv. Jeg havde en forventning om, at personalet rystede min pude, hjalp mig med at børste mine tænder og udførte grundlæggende sygeplejeopgaver, ligesom jeg selv ville have gjort med en hvilken som helst anden patient, der havde brug for det. Det var en stor skuffelse at opleve, at de ikke gjorde det. Men så var det jo godt, at jeg havde min kone med, så hun kunne hjælpe mig med at ryste puden og få noget at drikke, siger Martin.

Breaker_B– Selvom man er sygeplejerske, skal man da have akkurat den samme omsorg, pleje og behandling som alle andre mennesker. For i den situation er man jo ikke i stand til at tænke i de baner, og man er jo slet ikke fagperson, når temperaturen er omkring de 40 og kulderystelserne hersker. Der er man helt privat. Det gjorde jeg opmærksom på, og der blev de da også lidt røde i hovederne, siger Martin.

“Man skal da ikke være alene om sygdom”

Anna Grete kunne fortælle mig om forløbet
Hej Sundhedsvæsen besøger 71-årige Martin og hans kone, 70-årige Anna Grete, på deres store naturskønne grund i Kjellerup ved Viborg. I dag er det svært at forestille sig Martin i den tilstand, han var i under indlæggelsen. Han har gang i flere byggeprojekter i hjemmet og er meget aktiv i lokalområdet. Slår man sig ned i en af de bløde lænestole i stuen og kigger ud ad vinduet, er det svært ikke at fortabe sig i synet af de grønne marker, der omslutter det hyggelige hjem og strækker sig langt ud i horisonten. På væggene i stuen hænger der billeder, der vidner om et langt liv med et tæt familiært sammenhold. Der er bryllupsbilleder, billeder af parrets to voksne børn og deres fem børnebørn. Det har altid været Martin, som trådte til med råd og vejledning, når der var sygdom i familien. Derfor var det en omvæltning, da det pludselig var Anna Grete, der måtte træde til.

– Det plejer altid at være ham, der er den vidende, og som giver gode råd, når nogle i familien er syge. Og der er mange nabobørn, der har siddet på vores køkkenbord og fået hjælp, når de er faldet på cyklen eller andet. Så har jeg stået i baggrunden. Nu var det pludselig en omvendt situation, det var Martin der var den syge, og det skulle jeg vænne mig til. Han plejer altid selv at kunne svare for sig, når han er syg, men det kunne han slet ikke på det tidspunkt, siger 70-årige Anna Grete.

Da Martin lå med kulderystninger i akutmodtagelsen, havde Anna Grete et tæppe med, som hun kunne lægge over ham, og hun hentede vand til ham flere gange og hjalp til, når der kom voldsomme pludselige opkastninger. Anna Grete var god til at give udtryk for sin bekymring over for personalet. Hun fortalte, at han så ud til at have det rigtig dårligt, fordi han selv havde svært ved at udtrykke sig på grund af sin tilstand.

– Jeg var slet ikke mig selv på grund af blodforgiftningen og den smertestillende medicin, så der er meget, jeg slet ikke har været bevidst om. Flere døgn af indlæggelserne står i tåger for mig. Der har det været rart, at Anna Grete kunne træde til på mine vegne. Hun har også genfortalt meget af det, lægerne sagde. Det har givet mig en forklaring på, hvorfor jeg havde det så dårligt, siger Martin.

Det skaber tryghed, at vi er fælles om det
I løbet af de tre uger, hvor Martin var indlagt to gange med blodforgiftning, fik han svar på biopsien. Den viste, at han havde prostata-kræft. Det lykkedes lægerne at fjerne kræften helt ved en robotoperation to måneder efter, og siden da har han været til jævnlig kontrol på hospitalet – og her er konen Anna Grete altid ved hans side.

– Anna Grete har været med hele vejen, og det har været rart. Det har givet en stor tryghed, at vi har haft et fællesskab omkring det her, og at vi har været åbne over for hinanden. Når man bliver ramt af sygdom, er det ikke kun den pågældende, der bliver ramt – så er det hele familien, der bliver påvirket af det, siger Martin.

Breaker_A

Inden samtalerne snakker parret om, hvordan det er gået siden sidst, og Anna Grete tager med, når Martin skal til kontrol på sygehuset i forbindelse med sygdommen.

– Vi supplerer hinanden på en god måde. Jeg oplever, at Martin spørger om nogle andre ting end mig, når vi er til kontrolundersøgelse, måske fordi han er fagperson. Og under samtalerne sidder han og tænker på de spørgsmål, han skal stille, så han glemmer at høre ordentlig efter, når lægen fortæller om forløbet. Men så er det jo godt, at der er et par ekstra ører i form af mig, smiler Anna Grete.

– Ja, jeg spørger mest om faglige ting, og Anna Grete er især god til at stille spørgsmål om vores samliv, for det ændrer sig efter sådan en operation. Det har vi været gode til at snakke åbent og ærligt om, og det har skabt tillid imellem os, tilføjer Martin.

Kun lidt over halvdelen af danskerne oplever, at sundhedsvæsenet i høj grad er til for dem

De har forberedt sig sammen
Parret synes også, det er vigtigt at forberede sig inden en kontrol-undersøgelse. Så snakker de om, hvad der er sket i tiden op til, så de ved, hvad de skal spørge lægen om.

– Vi snakker meget om, hvilke spørgsmål der er vigtige for os at stille. Og hvis jeg ikke husker at stille alle de spørgsmål, så husker min kone det. Når vi så er kommet hjem, så har vi også diskuteret, hvad vi fik ud af det kontrolbesøg, siger Martin.

– Det gode ved at have sin kone med er, at det jeg har glemt, har hun ikke glemt. Så kan hun minde mig om, hvordan planen er. Og det er jo godt at have det skub, siger Martin.

Martins gode råd til patienter:
- Jeg vil råde andre patienter til at forberede sig godt, inden de skal på sygehuset. Det er en god idé, at man sammen med sin familie tænker over, hvilket behandlingsforløb man ønsker. Så bliver det nemlig nemmere at få stillet de rigtige spørgsmål og insistere, hvis noget bør være anderledes.

Anna Gretes gode råd til pårørende:
- Hvis man kan deltage, er det en god idé for begge parter. Der er mange, som har svært ved at tale om sygdom og især kræft, og derfor skubber de det fra sig. Sådan ved jeg, at jeg selv ville have det. Men når partneren så har været med til samtaler med lægerne, så bliver det nemmere at snakke sammen, når man kommer hjem. For så er der ligesom åbnet op for snakken. Det er noget, jeg har lært af det her forløb.

Læs: Sådan kan du hjælpe

Fem raske spørgsmål
...når du er i tvivl

  1. Det her er nyt for mig. Vil du sige det igen?
  2. Kan du forklare det med andre ord?
  3. Hvem kan jeg ringe til hvis jeg får smerter?
  4. Der er noget, der bekymrer mig, skal jeg sige det nu?
  5. Skal jeg til kontrol efter jeg er udskrevet?

Fem raske spørgsmål
...når du er i behandling

  1. Bliver jeg helt rask af behandlingen?
  2. Hvilke bivirkninger kan jeg forvente?
  3. Er der andre muligheder end operation?
  4. Hvordan kan jeg forvente at have det efter operationen?
  5. Hvilke muligheder er der for bedøvelse, hvis jeg skal opereres?