Husk at få stillet spørgsmål, indtil du har overblik over dit behandlingsforløb.”

Henrik Laugesen
Overlæge, Akutafdelingen, Slagelse Sygehus

Se flere gode råd

Når du skal undersøges

Når du går til lægen eller bliver indlagt, skal du som regel igennem en række undersøgelser eller have taget forskellige prøver, før lægerne kan sige, hvad du fejler.

I dag er der ofte flere forskellige måder at undersøge de samme symptomer på. Det er derfor vigtigt, at du forstår hvad de forskellige undersøgelser kan give af ny viden, så du sammen med lægen kan beslutte, hvilke undersøgelser du skal have, og hvad næste skridt skal være.

Vi har her samlet nogle gode råd og redskaber samt forslag til spørgsmål, der kan være nyttige at stille, når du skal undersøges og gerne vil bevare overblikket – også når man lige har fået en dårlig nyhed eller hvis det er svært at forstå, hvad der bliver sagt.

Fem raske spørgsmål
...når du skal undersøges

  1. Er der andre måder at blive undersøgt for de samme symptomer på?
  2. Hvad giver undersøgelsen svar på?
  3. Er der risici eller ubehag forbundet med undersøgelsen?
  4. Hvordan kan jeg forberede mig?
  5. Hvornår får jeg svar på undersøgelsen, og hvem skal jeg ringe til, hvis svaret ikke kommer?
“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

Jacob Egevangs far døde som 69-årig, da lægerne overså alvorlige symptomer og ikke tog familiens bekymringer alvorligt.

Læs hele historien

“Skriv spørgsmål ned, når du tænker på dem, og tag dem med til lægen”

Lisa Bang
Ledende Overlæge, Gynækologisk Obstetrisk Afdeling, Holbæk Sygehus

Fire læger og sygeplejersker fortæller her, hvorfor det er en god ide at forberede spørgsmål inden en samtale med lægen.

Find viden om dine symptomer

Patienthåndbogen er det sted på internettet, hvor man som borger bedst kan finde troværdig og opdateret viden om symptomer, sygdomme og deres behandling.

Patienthåndbogen ejes af Danske Regioner og de fem regioner, og indholdet er indholdet er ikke afhængigt af kommercielle interesser. Patienthåndbogen indeholder 3.000 artikler om sygdomme, symptomer og sundhed. Over 50 speciallæger og praktiserende læger skriver indholdet i Patienthåndbogen, og indholdet opdateres løbende. Gå til Patienthåndbogen

Hjælp lægen med at stille din diagnose

Forudsætningen for en god behandling er først og fremmest, at du får stillet den rigtige diagnose. Som patient kan du hjælpe lægen med at få klarhed over dine symptomer, hvordan din sygdom har udviklet sig og hvilke undersøgelser, der vil være relevante.

Det er derfor en god idé at skrive symptomer, vigtige oplysninger om dit helbred og dine spørgsmål ned på forhånd. Hej Sundhedsvæsen har udarbejdet nogle redskaber, der kan hjælpe dig, bl.a. spørgeguiden Godt du spør’ og en dagbog til at holde styr på dine symptomer.

 

Følg med i din journal

Hvis du gerne vil have et større overblik, kan du få en kopi af din journal fra sygehuset eller læse den på computeren. Du kan altid spørge det sygehus eller den afdeling, du har været i kontakt med og bede om en kopi af journalen. Det er din ret som patient, og sygehusene har faste arbejdsgange for det. Så det er ikke en gene for afdelingen – tværtimod er det en hjælp at du og dine pårørende følger med i dit forløb.

Du kan også læse din journal via din computer. På sundhed.dk kan du logge ind med dit NemID og få en oversigt over dine sygehusbehandlinger, dit forbrug af medicin, dine lægekonsultationer og andre personlige sundhedsdata, som det offentlige har registreret om dig.

Journalerne er skrevet i lægeligt fagsprog, og det kan være nødvendigt at få hjælp til at forstå, hvad der står. Spørg på afdelingen næste gang eller ring og spørg, hvis du gerne vil have journalen forklaret.

3 ting du selv kan gøre, når du skal undersøges

Forbered dig

Nogle undersøgelser kræver forberedelse, f.eks. at du ikke spiser inden. Læs det materiale du har fået fra afdelingen og spørg, hvis du er i tvivl om hvad du skal gøre.

Tjek dit navn og personnummer

For at undgå at der sker misforståelser, bliver du ofte spurgt om dit navn og personnummer, også selv om personalet kender dig. Bliver du ikke spurgt, kan du selv sige dit navn og personnummer, så er du på den sikre side.

Kend det næste skridt

Når du kender det næste skridt i din behandling, kan du lettere invitere dine pårørende med, når der skal træffes beslutninger. Når I ved hvilke prøver I venter svar på, kan I nemmere følge med og forberede Jer.