Tag en pårørende med for sammen kan I bedre forstå og huske de informationer, I får.”

Karen Meldgaard
Afdelingssygeplejerske, Intensiv afdeling, Regionshospitalet Silkeborg, Hospitalsenhed Midt

Se flere gode råd

Når du er hjemme igen

Ofte skal du til kontrol eller opfølgende undersøgelser, efter du er blevet udskrevet. Måske fortsætter din behandling via sygehuset, i dit kommunale sundhedshus, i dit eget hjem eller hos din egen læge.

Det er derfor vigtigt, at du ved, hvad behandlingen betyder for din hverdag og hvad der skal ske fremadrettet. F.eks. om du skal have genoptræning, om din medicin forhindrer dig i at drikke alkohol eller køre bil, og hvornår du må dyrke motion efter din operation. Vi har her lavet nogle redskaber du kan bruge for at skabe overblik og indsigt.

Fem raske spørgsmål
...når du er hjemme igen

  1. Hvad skal jeg være opmærksom på, når jeg er hjemme igen?
  2. Hvem har ansvaret for min behandling?
  3. Kan behandlingen påvirke mit sexliv?
  4. Skal jeg komme til kontrol eller behandling, efter at jeg er udskrevet?
  5. Hvem skal jeg kontakte, hvis jeg får smerter eller problemer derhjemme?

Tre ting du selv kan gøre, når du er hjemme igen

Kend det næste skridt

Spørg ind til og prøv at holde styr på, hvad næste skridt i din behandling er. Så kan du følge op og reagere hvis der sker fejl, misforståelser eller forsinkelser.

Skriv ned undervejs

Kommer du mellem de opfølgende undersøgels- er i tanke om noget, du vil spørge lægen om, så skriv det ned. Det gør det nemmere at huske til næste konsultation eller kontrol.

Kend din journal

På hjemmesiden www.sundhed.dk kan du se din egen journal og finde alle de informationer, som sundhedsvæsenet har registreret om dig. Det kan give et godt overblik.

Brug din patientvejleder

En patientvejleder kan give dig råd og vejledning i mødet med sundhedsvæsenet, fx hvis du oplever et problem du ikke synes der bliver taget hånd om eller hvis du er i tvivl om, hvor du skal henvende dig i sundhedsvæsenet. Patientvejlederen er til for at hjælpe dig, og kan også fortælle dig om regler og love i sundhedsvæsenet.

Hvis du føler, du har været udsat for en fejl eller på anden måde er blevet behandlet dårligt, er det altid en god idé at tale med personalet om det. Dels for at afklare eventuelle misforståelser, dels for at give afdelingen mulighed for at rette op på forholdene. Du kan også tale med en patientvejleder om din oplevelse, og patientvejlederen kan hjælpe dig, hvis du ønsker at klage eller søge om erstatning.

Find en patientvejleder her

Redskaber

Medicinliste

Tag listen med til lægen eller når du skal på sygehuset. Så sikrer du, at lægen ved, hvilken medicin du allerede tager, ligesom du kan gøre opmærksom, hvis der er medicin du ikke kan tåle.

Smertedagbog

Ved at notere, hvor ondt du har det, kan du se, om smerterne bedres eller forværres, for eksempel i løbet af dagen eller fra dag til dag. Det er værdifuld viden for det sundhedspersonale, der hjælper dig.

“Det hjælper at være to”

“Det hjælper at være to”

Casper Rongsted har altid haft en stor tiltro til systemet. Men da hans 79-årige mor for anden gang skulle udskrives fra det lokale sygehus, led troen et knæk. Derfor lyder Caspers råd i dag, at man altid skal have en pårørende med sig, når man møder sundhedsvæsenet, som kan hjælpe en med at få stillet spørgsmål.

Læs hele historien

“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

“Vi skal spørge, til vi føler os sikre”

Jacob Egevangs far Robert Egevang døde som 69-årig af en bristet udposning på hovedpulsåren, da lægerne stillede en forkert diagnose, overså alvorlige symptomer og ikke tog familiens bekymringer alvorligt. Spørg igen og igen til du er tryg ved, at lægen har foretaget en grundig undersøgelse og til du har fået en ordentlig forklaring på symptomerne, lyder Jacob Egevangs råd i dag til andre patienter og pårørende.

Læs hele historien

Du kan læse din journal

Hvis du gerne vil vide hvad der står i din journal, kan du få en kopi af din journal fra sygehuset eller læse den på computeren. Du kan altid spørge det sygehus eller den afdeling, du har været i kontakt med og bede om en kopi af journalen. Det er din ret som patient, og sygehusene har faste arbejdsgange for det. Så det er ikke en gene for afdelingen – tværtimod er det en hjælp at du og dine pårørende følger med i dit forløb.

Du kan også læse din journal via din computer. På sundhed.dk kan du logge ind med dit NemID og få en oversigt over dine sygehusbehandlinger, din medicin, dine lægekonsultationer og andre personlige informationer om dit helbred, som det offentlige har registreret om dig.

Journalerne er skrevet i lægeligt fagsprog, og det kan være nødvendigt at få hjælp til at forstå, hvad der står. Spørg på afdelingen næste gang eller ring til dem, hvis du gerne vil have journalen forklaret.